Den blå bioøkonomi: Vækst, bæredygtighed og nye jobs!

Her er fremtidens arbejdspladser indenfor den blå bioøkonomi! Bæredygtig og klimavenlig anvendelse af marin biomasse indeholder et hav (!) af muligheder…

Hæftets forside

En af de mest spændende opgaver vi har haft, er to (indtil videre) hæfter for 3F, som omhandler muligheder indefor bioøkonomi. Første hæfte var et overblik over mulighederne. Med angivelse af jobmuligheder, konkrete bud på udnyttelse nu, videnskabeligt funderede bud på fremtidig udnyttelse osv. Vi lavede også en særskilt blog post om dette. Læs det lige her.

Nu er nummer to hæfte netop færdiggjort. Og denne gang har 3F og de tilknyttede forskere (under ledelse af Lene Lange) valgt at fokusere på marin biomasse. Denne kaldes også den blå biomasse, altså: anvendelse af produkter fra havet. Det meste af hæftet handler om tang. Men også bl.a. bifangt, muslinger, søstjerner og invasive arter er medtaget.

Her gælder det anvendelse af fiskeskrog

Udover at anvise en lang række fremtidige jobmuligheder, som jo særligt er i 3F’s interesse, er hæftet interessant af mange andre grunde. De teknologiske muligheder er så langt fremme, at det er ren win-win at opgradere de ting, vi førhen brugte på lavværdi-områder som f.eks. dyrefoder eller fjernvarme. En opgradering kan f.eks. være produktion af medicin eller sunde fødevarer til mennesker. Hæftet oplister en række nordeuropæiske virksomheder, der beskæftiger sig med marin biomasse.

Eksempler på virksomheder

Meget af hæftet omhandler som sagt tang. Og det kommer ind på, hvilke typer tang der er interessante, og hvad man kan bruge typerne til.

Vi går i detaljer med både høst, processering og anvendelse af de forskellige typer tang.

Budskabet er ikke bare at klima- og miljøgevinsten er stor. Dette er bare en bieffekt. Budskabet er også, at ny teknologi og viden gør indtjeningsmulighederne store – og derfor også jobmulighederne. Og ikke bare i Danmark, Norden eller Europa, men faktisk globalt.

Oplistning af jobmuligheder

Tang udnyttes allerede flere steder i verden til forskellige formål. I Asien spises tang i stor stil; vidste du, at Nori-tang, som bruges i bl.a. sushi er lavet af rødalgen ved navn ‘søl’? Andre steder høstes også tang til forskellige formål. En geografisk oversigt kan findes i hæftet. Så udnyttelsen er i gang, men den kan raffineres, udbygges og skabe jobs og vækst i hele verden.